Vores matematik-lærer blev fyret omkring 3. klasse, og trods det var det rette valg, blev det truffet alt for sent. Konsekvensen for klassen var klar... Langt de fleste turde ikke længere svare en lærer. Vi vidste godt at de andre lærere ikke var ligesom vores matematik-lærer; de råbte ikke, blev ikke ild-røde i hovedet af arrigskab af ingenting. De kaldte os ikke ”stupide idioter” når vi ikke kunne svare, ligesom matematik-læreren. Men en ubrydelig stilhed havde sneget sig ind i klassen; der stod en skygge bag hver elev, ventende, med en kniv i hånden, på at dræbe den første som åbnede munden. Hvis læreren spurgte om noget, var der stille som døden… på nær én dreng, men han larmede alligevel ALTID. Lærerne blev desperate over vores stilhed; de tog os til dybe samtaler om skolen, hvor vi alle kunne svare ”Det går da fint nok”. Og når de spurgte hvorfor man ikke svarede i timerne var svaret enkelt: ”Det ved jeg ikke…”. Trods de fortsat fortalte at der ikke skete noget ved at snakke, at der ikke fandtes dumme spørgsmål og at de ikke var ligesom den anden lærer, kunne vi ikke gennembryde barrieren af stilhed. Lærerne forstod ikke at det var pinligt at tale. Hvad hvis man svarede forkert? Ville de andre tænke noget om én selv? Det ville man aldrig vide, for de ville ikke fortælle det. Stilheden var et fællesskab, som var med til at holde pinligheden på afstand. For et eller andet sted, så tror jeg at de andre følte ligesom jeg: At det var vores skyld at matematik-læreren blev fyret; at det var vores dumhed, som førte til frustration… Vi blev i en overgang klassen som aktivt lyttede, men aldrig svarede…
… Så kom dagen i den kolde vinter, hvor rektor havde sat en specialist på jobbet. Vi havde hørt om at vi skulle have ny lærer i matematik, men ingen havde forestillet sig sådant et væsen. Ind i klassen luntede en glad, rund, varm, gammel dame med et smil op til ørerne. Vi forventede at der var flere dybe samtaler på vej, med de samme svar som altid. Som det første spurgte hun elev om hans navn, og halvt i chok over at blive skudt af et spørgsmål, turde han ikke svare og kiggede ned i bordet... Hendes buskede, grå øjenbryn samlede sig og blev til ét, stadig smilende. Hun mindede mig om en lille norsk trold, som jeg havde set på en figur... og så startede hun sit hemmelige våben: Opera. Hun sang og sang indtil der kom et smil på vores læber, og sang videre "Jeg fortsætter hvis du ikke svaaarer miiig...! Hvad hedder duuu?". Hun begyndte at vrikke med hofterne og danse fjollet; tavsheden blev brudt af hele klassens latter. Rød i hovedet af flovhed og grin svarede drengen. Hun var ikke bange for at bruge sit hemmelige våben mod tavsheden. Hver gang den var ved at lægge sig til rette i klassen igen åbnede hun vinduet og sang den ud. Tavsheden var en ond drage, som kun kunne besejres af de modigste børn, fortalte hun os… og vi skulle i hvert fald være modige! I undervisningen kastede hun små haribo-poser til os, hver gang vi svarede hende…
Til sidst, blev vi klassen der knap kunne holde mund... :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar