Beretning

1. Forældre - intern tekst (Dem der kender børnehaven)

I dag har vi på rød stue siddet og øvet på et dukketeater, som vi vil vise resten af børnehaven. Børnene blev delt op i små grupper, og hver gruppe, har øvet på et dukketeater. Gruppe arbejdet gør, at ingen af børnene får en følelse af at blive holdt udenfor. I det sidste stykke tid har vi arbejdet med eventyr, og øvet os på at fortælle dem højt, da vi snart har forældre komsammen, og børnene vil vise jer, hvad de har øvet sig på. Børnene går meget op i at øve sig på eventyrerne, og derefter danne deres egen fortælling af det, hvilket også danner deres egen fantasi. Da vi og børnene gerne vil se hvad resultatet af de sidste ugers hårdt arbejde, vil vi gerne hører, om vi må tage billeder og filme dit/jeres barn? Billederne af børnene er med til at fastholde minderne og kan være med til at skabe nye fortællinger.

2. Ekstern – fagligt begrundet àbrok.

I børnehaven har vi arbejdet med fortællinger, som styrker børnenes fantasi. De blev delt op i små grupper, så de kunne lære og samarbejde, og styrke deres retoriske evner og lære at formidle sig hensigtsmæssigt. Når man arbejder med fortællinger/eventyr er der ingen faste billeder, der er plads til at fortolke på virkeligheden. Efter vi har arbejdet med fortællinger/eventyr, har pædagogerne siddet og reflekteret over børnenes handlinger. Børnene har lært at bruge krop og bevægelser igennem fortællingerne, så de styrker deres motoriske evner. Det er en meget anerkendende ting at øve sig på fortællinger, da det styrker deres selvværd og selvtillid. Børnene får en følelse af at være inkluderet i fællesskabet. Vi har skrevet et brev til forældrene, om de vil give tilladelse til at lave fotodokumentation af børnene, da det fastfryser momentet og åbner for fortolkninger.

DKK - En pædagogisk fortælling fra livet

Vores matematik-lærer blev fyret omkring 3. klasse, og trods det var det rette valg, blev det truffet alt for sent. Konsekvensen for klassen var klar... Langt de fleste turde ikke længere svare en lærer. Vi vidste godt at de andre lærere ikke var ligesom vores matematik-lærer; de råbte ikke, blev ikke ild-røde i hovedet af arrigskab af ingenting. De kaldte os ikke ”stupide idioter” når vi ikke kunne svare, ligesom matematik-læreren. Men en ubrydelig stilhed havde sneget sig ind i klassen; der stod en skygge bag hver elev, ventende, med en kniv i hånden, på at dræbe den første som åbnede munden. Hvis læreren spurgte om noget, var der stille som døden… på nær én dreng, men han larmede alligevel ALTID. Lærerne blev desperate over vores stilhed; de tog os til dybe samtaler om skolen, hvor vi alle kunne svare ”Det går da fint nok”. Og når de spurgte hvorfor man ikke svarede i timerne var svaret enkelt: ”Det ved jeg ikke…”. Trods de fortsat fortalte at der ikke skete noget ved at snakke, at der ikke fandtes dumme spørgsmål og at de ikke var ligesom den anden lærer, kunne vi ikke gennembryde barrieren af stilhed. Lærerne forstod ikke at det var pinligt at tale. Hvad hvis man svarede forkert? Ville de andre tænke noget om én selv? Det ville man aldrig vide, for de ville ikke fortælle det. Stilheden var et fællesskab, som var med til at holde pinligheden på afstand. For et eller andet sted, så tror jeg at de andre følte ligesom jeg: At det var vores skyld at matematik-læreren blev fyret; at det var vores dumhed, som førte til frustration… Vi blev i en overgang klassen som aktivt lyttede, men aldrig svarede…

… Så kom dagen i den kolde vinter, hvor rektor havde sat en specialist på jobbet. Vi havde hørt om at vi skulle have ny lærer i matematik, men ingen havde forestillet sig sådant et væsen. Ind i klassen luntede en glad, rund, varm, gammel dame med et smil op til ørerne. Vi forventede at der var flere dybe samtaler på vej, med de samme svar som altid. Som det første spurgte hun elev om hans navn, og halvt i chok over at blive skudt af et spørgsmål, turde han ikke svare og kiggede ned i bordet... Hendes buskede, grå øjenbryn samlede sig og blev til ét, stadig smilende. Hun mindede mig om en lille norsk trold, som jeg havde set på en figur... og så startede hun sit hemmelige våben: Opera. Hun sang og sang indtil der kom et smil på vores læber, og sang videre "Jeg fortsætter hvis du ikke svaaarer miiig...! Hvad hedder duuu?". Hun begyndte at vrikke med hofterne og danse fjollet; tavsheden blev brudt af hele klassens latter. Rød i hovedet af flovhed og grin svarede drengen. Hun var ikke bange for at bruge sit hemmelige våben mod tavsheden. Hver gang den var ved at lægge sig til rette i klassen igen åbnede hun vinduet og sang den ud. Tavsheden var en ond drage, som kun kunne besejres af de modigste børn, fortalte hun os… og vi skulle i hvert fald være modige! I undervisningen kastede hun små haribo-poser til os, hver gang vi svarede hende…

Til sidst, blev vi klassen der knap kunne holde mund... :)

oplevelse på arbejdet

Arbejdede ude på en et bosted for unge anbragte, hvor ham den unge jeg skulle have den dag var en af dem der var noget svær at komme ind på, havde i forvejen aftalt med afdelingslederen at vi skulle ud og fiske med ham, så det blev forberedt og pakket det hele klar.
Da vi kommer hen til det tidspunkt hvor vi skal til at af sted for ham af vide hvad det er dagen skal gå ud på er han noget usikker på med at skulle af sted, men vi får pakket og gjort det sidste klar.
I bilen siger han ikke meget, og da vi ankommer til det sted vi skal fiske åbner han sig lidt mere op, og begynder at snakke lidt om han har fisket før, og han egentlig var tilpas med at vi skulle af sted.

Vi kommer ud af bilen, og går ned mod søen, og gør det hele klar, jeg fortæller ham at jeg ikke ved meget om fiskeri, og vil gerne han viser mig det med at gøre fiskestangen klar og hvordan man sætter madding på, han er meget ivrig for at vise det hele, og forklarer mig så godt han kan hvordan man gør, og hvor det bedste sted er at fiske.
Efter han har vist hvordan man gør det hele klar, går vi i gang med at kaste ud og fiske, og der går ikke længe inden han har bid, og han stolt hiver fisken ind, og viser den frem. Efter han fik vist mig hvordan man skulle gøre stang og det klar åbnede han meget op for sig, og virkede mere selvsikker på sig selv, han var meget mere åben over for hele.

Vi fik snakket en del dernede, og vi hyggede os rigtig meget meget med at snakke og fiske den aften. På vejen tilbage snakkede han hele vejen hjem.

Da vi kommer tilbage til bostedet, og får pakket det hele ud, sidder vi og snakker lidt frem og tilbage om hvordan aftenen er gået, og fortæller hvor god en aften det har været for ham, og hvor meget han har hygget sig, han fortalte hvor stolt han var ved at han kunne få lov til at vise hvad han kunne, og hvorfor han havde været meget fraværende i starten, så hele aftenen endte rigtig godt.
En god dag med en beboer der åbner sig op på den måde, og man ved man har gjort noget stort ud af dagen for at få den til at køre.

En fortælling fra min praktik.

Jeg var pædagog medhjælper i en skolefritidsordning, men var også med i skole delen.

Der kunne man se at pigerne højst kunne arbejde sammen 2 og 2, så når de kom i Sfo’en var der nogle af pigerne som gik alene og legede. Vi besluttede at vi skulle få dem til at samarbejde med hinanden.

Vi snakkede med pigerne om det og fortalte hvad de skulle lave sammen, og hvad det skulle hedde, det blev til pigernes restaurant.

Vi snakkede om hvad de skulle lave: forklæder, pynt og mad som drengene skulle have at spise. Der blev holdt en masse møder så vi kunne aftale hvad maden skulle være. Det blev til pizza snegle - madpandekager og til dessert blev det chokoladekage, og alt det skulle pigerne lave sammen.

2 dage inden efterårsferien skulle restauranten åben, så vi havde en hele uge til at gøre de vi skulle, men vi nåede at blive færdig med den hele så pigerne var klar til at åbne klokken 14:00 og lukke klokken 16:00, så skulle vi i rydde op og selv spise bagefter.

Efter den tid legede pigerne sammen nogle af dagene og andre dage legede de alene. Så de kom da til at lykkes.

Super tid jeg havde i den fritidsordning.

En positiv oplevelse

Hej

Jeg vil gerne fortælle lidt om en positiv oplevelse jeg havde, i forbindelse med mit tidligere arbejde.

Den første lejrtur vi var på, var til en musikfestival for børn og unge. Festivallen er på sjælland, så der ventede os en køretur på 5 timer, som bl.a. førte til mit første møde med Storebæltsbroen.

Selve køreturen er jo lang i sig selv og en minibus fyldt med 8 larmende børn hjælper ikke ligefrem.

Men man kommer jo tættere på hinanden... ikke bare p.g.a. den fysiske plads i bussen og på festivallen, men også fordi der kun er et begrænset antal mennesker man kender. Så man bliver jo også "tvunget" til at tilbringe tid med nogle, som man måske ikke er så meget sammen med i hverdagen.

En tidlig morgen satte jeg mig på et tæppe udenfor pigernes telt og nød udsigten over festivalpladsen (vores telte lå på toppen af en bakke). Som pigerne efterhånden vågnede, kom de ud af teltet og satte sig ved siden af mig. Og snakkede somom vi havde været venner, måske ikke altid, men ihvertfald længe.

Dén følelse af, at være blevet "accepteret" af pigegruppen gør én glad. For som mand kan det godt være svært at blive, og føle, sig accepteret af pigerne. Som jo på mange måder er forskellige fra drengene i deres aldersgruppe (9-12 år).

Jimmy

Min positive fortælling

Jeg vil gerne fortælle om en positiv oplevelse, jeg har haft med en pige på 4 år.

Jeg var ansat som pædagog medhjælper i en børnehave, hvor jeg øvede med en pige, at hun skulle smide sin ble. Vi øvede meget, og hun gik meget op i det. Hun blev bedre og bedre, og det gik bare rigtig godt. Hun havde ikke så mange uheld, og hun syntes, det var helt vild sjovt, at komme op på toilettet og tisse. Hun gik meget op i, at der ikke skulle ske nogle uheld, derfor snakkede vi meget omkring det, at sku tisse på toilettet istedet for i bleen.

Til juni skulle jeg stoppe i børnehaven, for at blive flyttet over i en anden. Den nye børnehave og den gamle børnehave har en pasningsordning sammen i sommerferien, så jeg ville komme til at se, nogle af mine gamle børn igen. Pigen som jeg havde øvet med, skulle også gå i den nye børnehave imens den pasningsordning stod på, og det første hun gjorde da hun så mig, var at hun kom løben hen til mig, hvor hun gav mig en kæmpe krammer og sagde rigtig stolt og meget glad, ' nu har jeg smidt min ble.' Jeg kunne se på hende hvor stolt og glad hun var, for at kunne få lov til at fortælle det til mig.

Da jeg kom til at snakke med nogle pædagoger fra den gamle børnehave, sagde de, at pigen ikke havde snakket om andet, end at hun håbede på, at jeg var der i pasningsordningen, for hun ville så gerne fortælle mig, at det endelig var lykkedes nu.

Jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da hun kom og sagde det. Først og fremmest var det så dejligt at se den lille pige være så stolt over noget, og så var jeg bare rigtig glad for at det endelig var lykkedes hende.

Derefter var hun ikke længere en lille pige, men en STOR pige!