Mette forstår med det samme at Silvia vil beskytte Hassan, og tager hende derfor til side. Stig krydser de andre børn af, som begynder at pible ind. Mette sætter sig på hug ved Silvias side og tager hendes hånd og siger ”Bare rolig; jeg er ikke sur. Men du må forstå at Hassan ikke må tale grimt til os, og det var hvad han gjorde. Og når man gør sådan bliver jeg jo lidt ked af det, må du forstå… så det må han altså ikke”. Dagen forløber, men med så kort tid til hvert barn får Mette ikke snakket mere med Hassan den dag.
Mette kommer hjem fra arbejde og sætter sig træt i sin sofa foran fjernsynet. Hun tænker over dagen, tænker på Stig, tænker på Hassans skældsord, tænker på børnene. Hvor har han lært det sprog fra? Hvorfor gør ingen noget ved det?
I de følgende dage oplever Mette flere skældsord, mangel på respekt og banden fra Hassan overfor pædagoger og børn, og Stig gør ingenting. Han bliver ved med at undvige konflikterne. Mette prøver at tale lidt med ham om det hver dag, men Stig virker bare til at blive mere irriteret. Mette er overbevist om at det er fordi Stig VED at hun har ret, men ikke vil indrømme det; ikke vil bryde sin vane. Irritationen for dem begge vokser, og efter nogle dage tager Mette sagen i egen hånd: Hun ringer hjem til Hassan Alis familie. Telefonen bliver taget, og der lyder en mørk stemme med stærk accent: ”Ali Fahri”. Mette gør sig bevidst om at tale langsomt og tydeligt: ”Goddag, mit navn er Mette, jeg arbejder på fritidshjemmet, hvor din søn Hassan Ali går efter skole. Jeg vil gerne arrangere et møde med jer som forældre om jeres søn. Han har et problem med at opføre sig pænt, og hans sprog er desværre ret respektløst. Kan vi måske mødes og lige have en samtale over det?”. Der bliver stille i den anden ende af røret i nogle sekunder, så svarer Hassan Alis far ”Nej, ikke nødvendigt. Jeg klare den selv met Hassan Ali”. Mette forsøger at presse lidt på for at få mødet i hus, men faderen takker nej igen, og lægger senere på. Mette er ikke helt tilfreds, men nu har hun da forsøgt at løse problemet i stedet for at ignorere det.
Dagen efter når Hassan Ali møder op, er han ret stille af sig, og når han endelig taler, så råber han op og puster sig op overfor de andre; men ingen bandeord. Han går alene med bolden ude på banen, og Mette har fornemmelsen af at Hassan skuler efter hende, når hun ikke kigger. Mette fortæller Stig at hun har taget sagen i egen hånd, og at det har hjulpet. Stig bliver stille og vender sig bort med kommentaren ”Godt for dig…”. Med denne kommentar bliver Mette enig med sig selv om at Stigs indstilling skal tages op til næstkommende personalemøde, da samarbejdet mellem de 2 er meget trykket, og det påvirker også de andre pædagoger på længere sigt.
Dagen oprinder, personalemødet finder sted. Stig finder ud af i sidste øjeblik at Mette har sat et punkt på om konfliktløsning med de unge, og med det samme gætter han hvorfor. Sammenbidt sørger han for at tale klogt om de andre punkter i en dominerende og bedrevidende tone, og som oftest ender de med at give ham ret. Så kommer Mettes punkt, og hun fremlægger sin problemstilling med Hassan at en pædagog (uden at nævne navne) ikke ville gribe ind. Stig flytter læsebrillerne ned over næsen, og stirrer bebrejdende på Mette og konfronterer hende med hendes ting at gribe tingene an på: ”Du er meget hurtig til at dømme andre, Mette. Havde du givet mig tid til at reflektere over handlingsforløbet, havde sagen haft en anden drejning. Desuden er det meget umodent af dig, at tage sagen i egen hånd så hurtigt uden at snakke med nogle erfarne fra stedet. Det er rebelsk at mene, at jeg som erfaren pædagog nægter handling, og at du som nybegynder har bedre erfaring og intuition end mig”. Mette forklarer i detaljer, hvad hun har gjort, og spørger de andre, hvad de synes om hendes handling. Ingen udtaler sig, men det er tydeligt at de andre pædagoger grubler grundigt over hendes ord. Stig tager stilheden som en trussel imod sig, for det betyder, at de overvejer at han tager fejl. Han rejser sig og småråber ”Ej, det kan sku’ da ikk’ passe, at I tror på hende! Vi har en holdning om at børnene skal have frie tøjler. Vi behøver ikke at tage fat i dem hver gang de siger et ’sku’”. Mette bliver siddende og siger ”Men Hassan siger jo ikke bare ’sku’. Han bander, taler respektløst til alle han møder og har tendens til at blive fysisk udadreagerende. Der må da være en konsekvens for hans handlinger; han kan ikke bruge den opførsel ude i arbejdslivet”. De andre pædagoger nikker stille med målsat blik anerkendende til hendes udtale. Stigs ansigt og isse lyser op i en rødlig nuance, og han forlader mødet, hvor der efterlades en trykkende, afventende stemning…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar