Mette tager et sidste tag i låsen og får den endelig åbnet; hun trækker nøglen ud tilsølet i rust, og åbner knirkende døren til skuret. Ved synet af det uudforskede skur smider Hassan Ali bolden og løber derhen. Indenfor står der nogle gamle, rustne moon-cars som engang var orange og en masse værktøj; en ren guldmine for ham. Ivrigt tager han fat i en moon-car, allerede i sin egen verden som en racer-bil, og hiver den ud af skuret. Mette stiller sig ind foran ham og siger ”Vent nu lidt på de andre børn, Hassan”. Hun skubber moon-car’en tilbage på plads. Hassan bliver knald-rød i sit mørke ansigt og siger: ”Du skal ikke bestemme over mig, *censoreret*!”. Hassan løber over til Silvia og fortæller at sure Mette låser det nye legetøj væk for evigt, og at det er uretfærdigt at han ikke må se det. Mette sukker og går ind for at konsultere med Stig fordi hun er ny på institutionen og ikke kender Hassan så godt. ”Det bedste vil være bare at lade det ligge… Sådan er Hassan alligevel altid”, siger Stig lidt afvigende. Mette rynker panden ved svaret og siger ”Ej, det kan da ikke passe, at I lader ham tale sådan. At han plejer at gøre sådan er jo ikke en undskyldning”. Stig ryster på hovedet ”En konsekvens vil bare få Hassan mere op at køre, så det er bedst helt at lade være... Det vil jeg slet ikke blandes ind i”. Mette holder sin arrighed tilbage, men den kommer meget tydeligt til udtryk i hendes sammenbidte ansigt. Inden hun når at svare tilbage står Silvia pludselig i døren med nervøst udtryk i ansigtet. Med spinkel stemme får hun fremstammet: ”Vil I ikke godt være søde ved Hassan? I må ikke være sure på ham”…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar