De 5 brikker - Læring, udvikling og omsorg

Den første brik - Kontekst:

Kun et stenkast fra hovedvejens biler og os, ligger fritidshjemmet sammenklemt mellem lejlighedskomplekser, som ivrigt tårner sig over den flade bygning. På himlen flyver skyerne hastigt forbi, og tillader fra stund til anden de varme solstråler at ramme jorden, og give fornyet farve til legepladsens gamle klatretårne. Den beskedne legeplads bærer præg af børnenes evige slid, og håber på snart at blive taget kærligt om for sin udholdenhed. Den kølige eftermiddagsvind spiller sin sensommervise med gyngernes knirken og de løse blades raslen. Sandet fra sandkassen har med tiden affarvet vippens og klatretårnets ben. Ved siden af ligger den lille bane med hullet fodbold- og lavtsiddende basket-mål, som må tage sig til tak med at dele banen med et lille faldefærdigt skur, aflåst med en ubrugt, rusten hængelås.

Idet man sætter sin fod inden for døre, ser man garderoben med dens skæve knager, som venter på at blive tynget ned af de alt for mange jakker og skoletasker. Herfra mødes man af de nedslidte linoleumsgulve, som lige er blevet rengjort efter weekendens hvile. Duften af de friskbagte kanelsnegle fra køkkenet blandes med stuens lidt gamle lugt af sammenstuvede børn. Lugten af hvidløg og chili fra de gamle dages pizza-madpakker sidder permanent fast i væggens maling.

I stuen står de typiske grå borde og gule stole, hvor børnene spiser deres eftermiddagsmad. Væggen er prydet med klippe-klister-ting i efterårsfarverne, mens den modsatte væg viser billeder af Husets sidste 3 årgange. På den anden side af rumdeleren afsløres en nykøbt computer oplyst af et lysstofrør, som sender mærkelige farver på idolplakaterne. Ved siden af er det eftertragtede pulterkammer med mange puder i.

Klokken er snart 14.00, og institutionen venter i spænding på de mange børn, som snart vælter ind i en glad hob fra skole.

Den anden brik - aktører: 

De første 2 børn som dukker op er Silvia og Hassan Ali. Silvia er 7 år, og en rigtig prinsesse-pige med langt lyst hår og fletninger. Hendes mor og far er for ikke så længe siden blevet skilt, så hun og mor er flyttet til området her i samme lejlighedsopgang som Hassan Ali, som er den 9-årige ”pizza-søn” af det gode pizzaria. De løber hurtigt indenfor til pædagogen Stig, råber sit navn og løber udenfor. Stig tager en tår af sin kaffe og sætter trægt og opgivende en kryds ved deres navne. Han stirrer ned i sin kaffe, så halvmånen og den grå hestehale kommer til syne; han ser ældre ud end de 45 år, som han påstår at være.

Ude ved legepladsen er den anden pædagog Mette i gang med at åbne den rustne hængelås til skuret. Hun er 28 år og iført blå jeans og tætsiddende bluse, hvorunder der svagt antydes en tatovering. Flere gange har hun efterhånden fejlet, men hendes gå-på-mod svækkes ikke så let, så hun fortsætter ivrigt sin kamp. Hængelåsen skal op uanset hvad gamle Stig siger. Børnene skal have mere at lege med når de er så mange. Silvia råber glad ”Hej Mette!” og sætter sig op på gyngen i sine røde gummistøvler med hvide hjerter på; hun skubber sig roligt frem og tilbage med foden. Mette vender sig fra låsen et øjeblik, og smiler glad til Silvia. Mette får øje på Hassan Ali, som vandrer rundt på banen med sin fodbold, og stirrer interesseret efter skurets lås. Hassan er kendt for at være noget af en vildbasse og sine mange ture i skammekrogen. Mette har et ønske om at nå ind Hassan Ali, men det er meget svært for hende, fordi hun som kvinde ikke bare kan lukkes ind i indvandrer-drengenes fællesskab og få respekt.


Den tredje brik - konflikt:

Mette tager et sidste tag i låsen og får den endelig åbnet; hun trækker nøglen ud tilsølet i rust, og åbner knirkende døren til skuret. Ved synet af det uudforskede skur smider Hassan Ali bolden og løber derhen. Indenfor står der nogle gamle, rustne moon-cars som engang var orange og en masse værktøj; en ren guldmine for ham. Ivrigt tager han fat i en moon-car, allerede i sin egen verden som en racer-bil, og hiver den ud af skuret. Mette stiller sig ind foran ham og siger ”Vent nu lidt på de andre børn, Hassan”. Hun skubber moon-car’en tilbage på plads. Hassan bliver knald-rød i sit mørke ansigt og siger: ”Du skal ikke bestemme over mig, *censoreret*!”. Hassan løber over til Silvia og fortæller at sure Mette låser det nye legetøj væk for evigt, og at det er uretfærdigt at han ikke må se det. Mette sukker og går ind for at konsultere med Stig fordi hun er ny på institutionen og ikke kender Hassan så godt. ”Det bedste vil være bare at lade det ligge… Sådan er Hassan alligevel altid”, siger Stig lidt afvigende. Mette rynker panden ved svaret og siger ”Ej, det kan da ikke passe, at I lader ham tale sådan. At han plejer at gøre sådan er jo ikke en undskyldning”. Stig ryster på hovedet ”En konsekvens vil bare få Hassan mere op at køre, så det er bedst helt at lade være... Det vil jeg slet ikke blandes ind i”. Mette holder sin arrighed tilbage, men den kommer meget tydeligt til udtryk i hendes sammenbidte ansigt. Inden hun når at svare tilbage står Silvia pludselig i døren med nervøst udtryk i ansigtet. Med spinkel stemme får hun fremstammet: ”Vil I ikke godt være søde ved Hassan? I må ikke være sure på ham”…


Brik 4 - Point of no return:

Mette forstår med det samme at Silvia vil beskytte Hassan, og tager hende derfor til side. Stig krydser de andre børn af, som begynder at pible ind. Mette sætter sig på hug ved Silvias side og tager hendes hånd og siger ”Bare rolig; jeg er ikke sur. Men du må forstå at Hassan ikke må tale grimt til os, og det var hvad han gjorde. Og når man gør sådan bliver jeg jo lidt ked af det, må du forstå… så det må han altså ikke”. Dagen forløber, men med så kort tid til hvert barn får Mette ikke snakket mere med Hassan den dag.

Mette kommer hjem fra arbejde og sætter sig træt i sin sofa foran fjernsynet. Hun tænker over dagen, tænker på Stig, tænker på Hassans skældsord, tænker på børnene. Hvor har han lært det sprog fra? Hvorfor gør ingen noget ved det?

I de følgende dage oplever Mette flere skældsord, mangel på respekt og banden fra Hassan overfor pædagoger og børn, og Stig gør ingenting. Han bliver ved med at undvige konflikterne. Mette prøver at tale lidt med ham om det hver dag, men Stig virker bare til at blive mere irriteret. Mette er overbevist om at det er fordi Stig VED at hun har ret, men ikke vil indrømme det; ikke vil bryde sin vane. Irritationen for dem begge vokser, og efter nogle dage tager Mette sagen i egen hånd: Hun ringer hjem til Hassan Alis familie. Telefonen bliver taget, og der lyder en mørk stemme med stærk accent: ”Ali Fahri”. Mette gør sig bevidst om at tale langsomt og tydeligt: ”Goddag, mit navn er Mette, jeg arbejder på fritidshjemmet, hvor din søn Hassan Ali går efter skole. Jeg vil gerne arrangere et møde med jer som forældre om jeres søn. Han har et problem med at opføre sig pænt, og hans sprog er desværre ret respektløst. Kan vi måske mødes og lige have en samtale over det?”. Der bliver stille i den anden ende af røret i nogle sekunder, så svarer Hassan Alis far ”Nej, ikke nødvendigt. Jeg klare den selv met Hassan Ali”. Mette forsøger at presse lidt på for at få mødet i hus, men faderen takker nej igen, og lægger senere på. Mette er ikke helt tilfreds, men nu har hun da forsøgt at løse problemet i stedet for at ignorere det.

Dagen efter når Hassan Ali møder op, er han ret stille af sig, og når han endelig taler, så råber han op og puster sig op overfor de andre; men ingen bandeord. Han går alene med bolden ude på banen, og Mette har fornemmelsen af at Hassan skuler efter hende, når hun ikke kigger. Mette fortæller Stig at hun har taget sagen i egen hånd, og at det har hjulpet. Stig bliver stille og vender sig bort med kommentaren ”Godt for dig…”. Med denne kommentar bliver Mette enig med sig selv om at Stigs indstilling skal tages op til næstkommende personalemøde, da samarbejdet mellem de 2 er meget trykket, og det påvirker også de andre pædagoger på længere sigt.

Dagen oprinder, personalemødet finder sted. Stig finder ud af i sidste øjeblik at Mette har sat et punkt på om konfliktløsning med de unge, og med det samme gætter han hvorfor. Sammenbidt sørger han for at tale klogt om de andre punkter i en dominerende og bedrevidende tone, og som oftest ender de med at give ham ret. Så kommer Mettes punkt, og hun fremlægger sin problemstilling med Hassan at en pædagog (uden at nævne navne) ikke ville gribe ind. Stig flytter læsebrillerne ned over næsen, og stirrer bebrejdende på Mette og konfronterer hende med hendes ting at gribe tingene an på: ”Du er meget hurtig til at dømme andre, Mette. Havde du givet mig tid til at reflektere over handlingsforløbet, havde sagen haft en anden drejning. Desuden er det meget umodent af dig, at tage sagen i egen hånd så hurtigt uden at snakke med nogle erfarne fra stedet. Det er rebelsk at mene, at jeg som erfaren pædagog nægter handling, og at du som nybegynder har bedre erfaring og intuition end mig”. Mette forklarer i detaljer, hvad hun har gjort, og spørger de andre, hvad de synes om hendes handling. Ingen udtaler sig, men det er tydeligt at de andre pædagoger grubler grundigt over hendes ord. Stig tager stilheden som en trussel imod sig, for det betyder, at de overvejer at han tager fejl. Han rejser sig og småråber ”Ej, det kan sku’ da ikk’ passe, at I tror på hende! Vi har en holdning om at børnene skal have frie tøjler. Vi behøver ikke at tage fat i dem hver gang de siger et ’sku’”. Mette bliver siddende og siger ”Men Hassan siger jo ikke bare ’sku’. Han bander, taler respektløst til alle han møder og har tendens til at blive fysisk udadreagerende. Der må da være en konsekvens for hans handlinger; han kan ikke bruge den opførsel ude i arbejdslivet”. De andre pædagoger nikker stille med målsat blik anerkendende til hendes udtale. Stigs ansigt og isse lyser op i en rødlig nuance, og han forlader mødet, hvor der efterlades en trykkende, afventende stemning…


Den femte brik - Afslutning:

Senere slutter mødet og Mette er glad for de andre pædagogers støtte. På vej ned til fritidshjemmets lokaler tænker hun på hvad Stig laver og tænker lige nu. Hun trykkes indeni af en hel masse ting hun gerne vil sige til ham. Børnene dukker op, men Stig er der ikke til at krydse dem af; det gør Mette i stedet. Det daglige ritual for børnene er brudt, og det skaber en del spørgsmål. For hvor er Stig?

Stig bruger hele sin dag derhjemme i sofaen. Fjernsynet er tændt, men han ser ikke noget. Det er bare den sædvanlige baggrundsstøj, som skal bryde lejlighedens pinlige stilhed. Han føler sig dolket i ryggen af sine medarbejdere, som ellers altid har bakket ham op… Men på den anden side, så vidste han jo godt at Mette havde ret. Hvorfor gjorde han så ikke noget? Tjo, han ville nok bare pisse sit territorium af, vise at han havde ret. Men han er egentlig også træt af fritidshjemmet; han føler at han sidder fast i de samme vaner hver dag. Måske ville det være for det bedste at holde en pause, for både ham selv og børnene? Men hvad med alle hans kollegaer, som han har kendt så længe? Kan det vejes op mod spændingen for en ny beskæftigelse?... Svaret må være ja. Ja, han skal bryde sit mønster, udforske verdenen og prøve noget nyt, som var han et yngre menneske. Få mod på livet igen…

En måned efter har Stig sagt op, og i stedet er en ny mandlig, albansk pædagog ved navn Fatmir blevet ansat. Stemningen i institutionen er blevet væsentlig bedre, og Fatmirs talent for at spille fodbold har fanget mange af børnenes interesse, specielt Hassans; og med tiden får Fatmir rettet Hassan ind på den rette vej. Fatmir starter et hold op for fritidsordningen, og arrangerer kampe mod byens andre institutioner. Fatmirs og Mettes ideer får fritidshjemmet til at blomstre op, og stedet bliver som ny, med fornyet energi og åbenhed… og Stig, ja, han nyder livet som havnearbejder, og har det for første gang i lang tid som en fisk i vandet.