Analyse - Tilknytningsmønstre

Hvis man tager udgangspunkt i Svend Aage Madsens model om tilknytningsmønstre og tilknytningsadfærd, vil man nok mene at Hassan virker til at være usikker og undgående i sine relationer. Hvis man tænker på Hassan, virker han til nemt at blive vred og trodsig overfor pædagogerne, fordi han er pseudo-selvstændig, og dermed mener at han ikke har behov for at lytte til dem; han kan godt selv. Han ignorerer også Mette, idet hun udtaler sig om at han ikke bør tale grimt. Det kunne måske godt betyde at han ikke har energi til at tage ny læring ind ifølge modellen, og derfor bliver det lidt sværere at socialisere sig.

Ud fra personlig viden om mange indvandrerfamilier, så ved vi at de har en meget autoritær opdragelsesstil, hvilket indebærer: Store krav til barnet; det bliver stillet overfor klare krav og forventninger, men ingen gensidig respekt. De er generelt mindre tilladende overfor barnet i hvad det må og ikke må, og i konflikt skal barnet helst bare adlyde og ikke føre dialog. Det passer også rimelig godt overens med modellen, da den siger at forældrene til sådant et barn vil være afvisende og ignorerende. Det samme er Hassan Alis far overfor Mettes forslag om samarbejde idet det har med familien at gøre.

Analyse - Anderkendende Pædagogik

I løbet af historien viser Mette en del rummelige mønstre, mens Stig viser trange mønstre. Så vi startede med at finde de mønstre som passer på dem:

Mette - rummelige mønstre:

• Indlevelse (I Silvias forsøg på at hjælpe Hassan)

• Fokuseret opmærksomhed (fokuseret på problemet og løsning deraf)

• Lytter (Lytter til Silvias bekymring)

• Lader sig påvirke (af Stigs ignorance, af Hassans grimme ord)

Stig - trange mønstre:

• Oplevelsesmæssig fjernhed (Deltager ikke ret meget, er et andet sted)

• Usynkroniseret (taler forbi Mette)

• Vurdering (sådan er Hassan altid)

• Nølende modtagelse (udskydelse af stillingtagen)

Men Mette er ikke anerkendende overfor Stig og Hassan Ali hele tiden... Her er bl.a. tale om da da Hassan Ali skulle have moon-caren ud; hun afbryder hans leg og benægter ham. Her viser hun disse trange mønstre: Oplevelsesmæssig fjernhed og Usynkroniseret, fordi hun overser hans ”vigtige” leg og de taler forbi hinanden. I dette tilfælde vurderer hun kun situationen ud fra sig selv.

Derudover blev vi bedt om at se på de rummelige og trange mønstre, som viste sig til mødet:

Mette: Som tegn på rummelige mønstre lader hun sig afbryde i samtalen og lader sig påvirke af Hassans sag. Som nævn på range mønstre, så viser hun intolerance overfor Stig. Mette advarer ikke Stig om at hun tager det op til mødet; hun går bag om ryggen på ham; burde advare/forberede ham på det.

Stig: Stig har en fokuseret opmærksomhed, men dvæler primært ved de trange mønstre: Usynkroniseret og ensidig rollefordeling.

De andre pædagoger: De viser fokuseret opmærksomhed og lytning, som rummelige mønstre, men er meget vurderende som et trangt mønster (mødet handler om deres vurdering).

Beretning

1. Forældre - intern tekst (Dem der kender børnehaven)

I dag har vi på rød stue siddet og øvet på et dukketeater, som vi vil vise resten af børnehaven. Børnene blev delt op i små grupper, og hver gruppe, har øvet på et dukketeater. Gruppe arbejdet gør, at ingen af børnene får en følelse af at blive holdt udenfor. I det sidste stykke tid har vi arbejdet med eventyr, og øvet os på at fortælle dem højt, da vi snart har forældre komsammen, og børnene vil vise jer, hvad de har øvet sig på. Børnene går meget op i at øve sig på eventyrerne, og derefter danne deres egen fortælling af det, hvilket også danner deres egen fantasi. Da vi og børnene gerne vil se hvad resultatet af de sidste ugers hårdt arbejde, vil vi gerne hører, om vi må tage billeder og filme dit/jeres barn? Billederne af børnene er med til at fastholde minderne og kan være med til at skabe nye fortællinger.

2. Ekstern – fagligt begrundet àbrok.

I børnehaven har vi arbejdet med fortællinger, som styrker børnenes fantasi. De blev delt op i små grupper, så de kunne lære og samarbejde, og styrke deres retoriske evner og lære at formidle sig hensigtsmæssigt. Når man arbejder med fortællinger/eventyr er der ingen faste billeder, der er plads til at fortolke på virkeligheden. Efter vi har arbejdet med fortællinger/eventyr, har pædagogerne siddet og reflekteret over børnenes handlinger. Børnene har lært at bruge krop og bevægelser igennem fortællingerne, så de styrker deres motoriske evner. Det er en meget anerkendende ting at øve sig på fortællinger, da det styrker deres selvværd og selvtillid. Børnene får en følelse af at være inkluderet i fællesskabet. Vi har skrevet et brev til forældrene, om de vil give tilladelse til at lave fotodokumentation af børnene, da det fastfryser momentet og åbner for fortolkninger.

Så er historien med brikkerne klar!

Nu er brikkerne lagt direkte ind på blogger også, så gruppe 1 og Lisbeth kan smide kommentarer... Vores opgaver lyder følgende:

Brik 1: Konteksten
Indled jeres fortælling ved konkret og sanseligt at beskrive stedet for læseren:

Sted - hvordan ser der ud, etc.

Tid - hvornår på dagen, året, etc.

HUSK - der er ingen personer tilstede endnu

Brik 2: Aktørerne
2 pædagoger - en kvinde 28 år og en mand 45 år

2 børn - en pige 7 år og en dreng 9 år.

Beskriv aktørerne - hvordan ser de ud - karaktertræk

Hvad laver de - beskriv hvad der sker

Beskriv deres indbyrdes relationer

Brik 3: Konflikt
Mette skal foretage en handling, som får en konflikt til at bryde frem melem hende selv og Hassan Ali. Der skal være uenighed mellem 2 pædagoger i forhold til hvordan konflikten skal løses. Silvia skal berøres af konflikten.

Brik 4: Point of no return
Handlingen skal udspille sig over et par dage. Point og no return/ klimaks. En af aktøreerne foretager en handling, der gør at intet kan blive som det var.

Brik 5: Afslutning
Skriv hvad der siden hendte. En af aktørernes liv skal ændres i en anden retning end forventet.

Brik 1 - Kontekst

Kun et stenkast fra hovedvejens biler og os, ligger fritidshjemmet sammenklemt mellem lejlighedskomplekser, som ivrigt tårner sig over den flade bygning. På himlen flyver skyerne hastigt forbi, og tillader fra stund til anden de varme solstråler at ramme jorden, og give fornyet farve til legepladsens gamle klatretårne. Den beskedne legeplads bærer præg af børnenes evige slid, og håber på snart at blive taget kærligt om for sin udholdenhed. Den kølige eftermiddagsvind spiller sin sensommervise med gyngernes knirken og de løse blades raslen. Sandet fra sandkassen har med tiden affarvet vippens og klatretårnets ben. Ved siden af ligger den lille bane med hullet fodbold- og lavtsiddende basket-mål, som må tage sig til tak med at dele banen med et lille faldefærdigt skur, aflåst med en ubrugt, rusten hængelås.

Idet man sætter sin fod inden for døre, ser man garderoben med dens skæve knager, som venter på at blive tynget ned af de alt for mange jakker og skoletasker. Herfra mødes man af de nedslidte linoleumsgulve, som lige er blevet rengjort efter weekendens hvile. Duften af de friskbagte kanelsnegle fra køkkenet blandes med stuens lidt gamle lugt af sammenstuvede børn. Lugten af hvidløg og chili fra de gamle dages pizza-madpakker sidder permanent fast i væggens maling.

I stuen står de typiske grå borde og gule stole, hvor børnene spiser deres eftermiddagsmad. Væggen er prydet med klippe-klister-ting i efterårsfarverne, mens den modsatte væg viser billeder af Husets sidste 3 årgange. På den anden side af rumdeleren afsløres en nykøbt computer oplyst af et lysstofrør, som sender mærkelige farver på idolplakaterne. Ved siden af er det eftertragtede pulterkammer med mange puder i.

Klokken er snart 14.00, og institutionen venter i spænding på de mange børn, som snart vælter ind i en glad hob fra skole.

Brik 2 - Personerne

De første 2 børn som dukker op er Silvia og Hassan Ali. Silvia er 7 år, og en rigtig prinsesse-pige med langt lyst hår og fletninger. Hendes mor og far er for ikke så længe siden blevet skilt, så hun og mor er flyttet til området her i samme lejlighedsopgang som Hassan Ali, som er den 9-årige ”pizza-søn” af det gode pizzaria. De løber hurtigt indenfor til pædagogen Stig, råber sit navn og løber udenfor. Stig tager en tår af sin kaffe og sætter trægt og opgivende en kryds ved deres navne. Han stirrer ned i sin kaffe, så halvmånen og den grå hestehale kommer til syne; han ser ældre ud end de 45 år, som han påstår at være.

Ude ved legepladsen er den anden pædagog Mette i gang med at åbne den rustne hængelås til skuret. Hun er 28 år og iført blå jeans og tætsiddende bluse, hvorunder der svagt antydes en tatovering. Flere gange har hun efterhånden fejlet, men hendes gå-på-mod svækkes ikke så let, så hun fortsætter ivrigt sin kamp. Hængelåsen skal op uanset hvad gamle Stig siger. Børnene skal have mere at lege med når de er så mange. Silvia råber glad ”Hej Mette!” og sætter sig op på gyngen i sine røde gummistøvler med hvide hjerter på; hun skubber sig roligt frem og tilbage med foden. Mette vender sig fra låsen et øjeblik, og smiler glad til Silvia. Mette får øje på Hassan Ali, som vandrer rundt på banen med sin fodbold, og stirrer interesseret efter skurets lås. Hassan er kendt for at være noget af en vildbasse og sine mange ture i skammekrogen. Mette har et ønske om at nå ind Hassan Ali, men det er meget svært for hende, fordi hun som kvinde ikke bare kan lukkes ind i indvandrer-drengenes fællesskab og få respekt.

Brik 3 - Konflikt

Mette tager et sidste tag i låsen og får den endelig åbnet; hun trækker nøglen ud tilsølet i rust, og åbner knirkende døren til skuret. Ved synet af det uudforskede skur smider Hassan Ali bolden og løber derhen. Indenfor står der nogle gamle, rustne moon-cars som engang var orange og en masse værktøj; en ren guldmine for ham. Ivrigt tager han fat i en moon-car, allerede i sin egen verden som en racer-bil, og hiver den ud af skuret. Mette stiller sig ind foran ham og siger ”Vent nu lidt på de andre børn, Hassan”. Hun skubber moon-car’en tilbage på plads. Hassan bliver knald-rød i sit mørke ansigt og siger: ”Du skal ikke bestemme over mig, *censoreret*!”. Hassan løber over til Silvia og fortæller at sure Mette låser det nye legetøj væk for evigt, og at det er uretfærdigt at han ikke må se det. Mette sukker og går ind for at konsultere med Stig fordi hun er ny på institutionen og ikke kender Hassan så godt. ”Det bedste vil være bare at lade det ligge… Sådan er Hassan alligevel altid”, siger Stig lidt afvigende. Mette rynker panden ved svaret og siger ”Ej, det kan da ikke passe, at I lader ham tale sådan. At han plejer at gøre sådan er jo ikke en undskyldning”. Stig ryster på hovedet ”En konsekvens vil bare få Hassan mere op at køre, så det er bedst helt at lade være... Det vil jeg slet ikke blandes ind i”. Mette holder sin arrighed tilbage, men den kommer meget tydeligt til udtryk i hendes sammenbidte ansigt. Inden hun når at svare tilbage står Silvia pludselig i døren med nervøst udtryk i ansigtet. Med spinkel stemme får hun fremstammet: ”Vil I ikke godt være søde ved Hassan? I må ikke være sure på ham”…

Brik 4 - Point of no return

Mette forstår med det samme at Silvia vil beskytte Hassan, og tager hende derfor til side. Stig krydser de andre børn af, som begynder at pible ind. Mette sætter sig på hug ved Silvias side og tager hendes hånd og siger ”Bare rolig; jeg er ikke sur. Men du må forstå at Hassan ikke må tale grimt til os, og det var hvad han gjorde. Og når man gør sådan bliver jeg jo lidt ked af det, må du forstå… så det må han altså ikke”. Dagen forløber, men med så kort tid til hvert barn får Mette ikke snakket mere med Hassan den dag.

Mette kommer hjem fra arbejde og sætter sig træt i sin sofa foran fjernsynet. Hun tænker over dagen, tænker på Stig, tænker på Hassans skældsord, tænker på børnene. Hvor har han lært det sprog fra? Hvorfor gør ingen noget ved det?

I de følgende dage oplever Mette flere skældsord, mangel på respekt og banden fra Hassan overfor pædagoger og børn, og Stig gør ingenting. Han bliver ved med at undvige konflikterne. Mette prøver at tale lidt med ham om det hver dag, men Stig virker bare til at blive mere irriteret. Mette er overbevist om at det er fordi Stig VED at hun har ret, men ikke vil indrømme det; ikke vil bryde sin vane. Irritationen for dem begge vokser, og efter nogle dage tager Mette sagen i egen hånd: Hun ringer hjem til Hassan Alis familie. Telefonen bliver taget, og der lyder en mørk stemme med stærk accent: ”Ali Fahri”. Mette gør sig bevidst om at tale langsomt og tydeligt: ”Goddag, mit navn er Mette, jeg arbejder på fritidshjemmet, hvor din søn Hassan Ali går efter skole. Jeg vil gerne arrangere et møde med jer som forældre om jeres søn. Han har et problem med at opføre sig pænt, og hans sprog er desværre ret respektløst. Kan vi måske mødes og lige have en samtale over det?”. Der bliver stille i den anden ende af røret i nogle sekunder, så svarer Hassan Alis far ”Nej, ikke nødvendigt. Jeg klare den selv met Hassan Ali”. Mette forsøger at presse lidt på for at få mødet i hus, men faderen takker nej igen, og lægger senere på. Mette er ikke helt tilfreds, men nu har hun da forsøgt at løse problemet i stedet for at ignorere det.

Dagen efter når Hassan Ali møder op, er han ret stille af sig, og når han endelig taler, så råber han op og puster sig op overfor de andre; men ingen bandeord. Han går alene med bolden ude på banen, og Mette har fornemmelsen af at Hassan skuler efter hende, når hun ikke kigger. Mette fortæller Stig at hun har taget sagen i egen hånd, og at det har hjulpet. Stig bliver stille og vender sig bort med kommentaren ”Godt for dig…”. Med denne kommentar bliver Mette enig med sig selv om at Stigs indstilling skal tages op til næstkommende personalemøde, da samarbejdet mellem de 2 er meget trykket, og det påvirker også de andre pædagoger på længere sigt.

Dagen oprinder, personalemødet finder sted. Stig finder ud af i sidste øjeblik at Mette har sat et punkt på om konfliktløsning med de unge, og med det samme gætter han hvorfor. Sammenbidt sørger han for at tale klogt om de andre punkter i en dominerende og bedrevidende tone, og som oftest ender de med at give ham ret. Så kommer Mettes punkt, og hun fremlægger sin problemstilling med Hassan at en pædagog (uden at nævne navne) ikke ville gribe ind. Stig flytter læsebrillerne ned over næsen, og stirrer bebrejdende på Mette og konfronterer hende med hendes ting at gribe tingene an på: ”Du er meget hurtig til at dømme andre, Mette. Havde du givet mig tid til at reflektere over handlingsforløbet, havde sagen haft en anden drejning. Desuden er det meget umodent af dig, at tage sagen i egen hånd så hurtigt uden at snakke med nogle erfarne fra stedet. Det er rebelsk at mene, at jeg som erfaren pædagog nægter handling, og at du som nybegynder har bedre erfaring og intuition end mig”. Mette forklarer i detaljer, hvad hun har gjort, og spørger de andre, hvad de synes om hendes handling. Ingen udtaler sig, men det er tydeligt at de andre pædagoger grubler grundigt over hendes ord. Stig tager stilheden som en trussel imod sig, for det betyder, at de overvejer at han tager fejl. Han rejser sig og småråber ”Ej, det kan sku’ da ikk’ passe, at I tror på hende! Vi har en holdning om at børnene skal have frie tøjler. Vi behøver ikke at tage fat i dem hver gang de siger et ’sku’”. Mette bliver siddende og siger ”Men Hassan siger jo ikke bare ’sku’. Han bander, taler respektløst til alle han møder og har tendens til at blive fysisk udadreagerende. Der må da være en konsekvens for hans handlinger; han kan ikke bruge den opførsel ude i arbejdslivet”. De andre pædagoger nikker stille med målsat blik anerkendende til hendes udtale. Stigs ansigt og isse lyser op i en rødlig nuance, og han forlader mødet, hvor der efterlades en trykkende, afventende stemning…

Brik 5 - Afslutning

Senere slutter mødet og Mette er glad for de andre pædagogers støtte. På vej ned til fritidshjemmets lokaler tænker hun på hvad Stig laver og tænker lige nu. Hun trykkes indeni af en hel masse ting hun gerne vil sige til ham. Børnene dukker op, men Stig er der ikke til at krydse dem af; det gør Mette i stedet. Det daglige ritual for børnene er brudt, og det skaber en del spørgsmål. For hvor er Stig?

Stig bruger hele sin dag derhjemme i sofaen. Fjernsynet er tændt, men han ser ikke noget. Det er bare den sædvanlige baggrundsstøj, som skal bryde lejlighedens pinlige stilhed. Han føler sig dolket i ryggen af sine medarbejdere, som ellers altid har bakket ham op… Men på den anden side, så vidste han jo godt at Mette havde ret. Hvorfor gjorde han så ikke noget? Tjo, han ville nok bare pisse sit territorium af, vise at han havde ret. Men han er egentlig også træt af fritidshjemmet; han føler at han sidder fast i de samme vaner hver dag. Måske ville det være for det bedste at holde en pause, for både ham selv og børnene? Men hvad med alle hans kollegaer, som han har kendt så længe? Kan det vejes op mod spændingen for en ny beskæftigelse?... Svaret må være ja. Ja, han skal bryde sit mønster, udforske verdenen og prøve noget nyt, som var han et yngre menneske. Få mod på livet igen…

En måned efter har Stig sagt op, og i stedet er en ny mandlig, albansk pædagog ved navn Fatmir blevet ansat. Stemningen i institutionen er blevet væsentlig bedre, og Fatmirs talent for at spille fodbold har fanget mange af børnenes interesse, specielt Hassans; og med tiden får Fatmir rettet Hassan ind på den rette vej. Fatmir starter et hold op for fritidsordningen, og arrangerer kampe mod byens andre institutioner. Fatmirs og Mettes ideer får fritidshjemmet til at blomstre op, og stedet bliver som ny, med fornyet energi og åbenhed… og Stig, ja, han nyder livet som havnearbejder, og har det for første gang i lang tid som en fisk i vandet.

Fritidshjem - lovgrundlag

Find lovgrundlaget for jeres pædagogisk tilbud i henholdsvis lov om social og service og dagtilbuddet?
- Daginstitutioner og klubber m.v. afsnit 1 kapitel 1: formål, anvendelse, ansvar, og tilsyn m.v. (side 138)
- Afsnit 3, fritidshjem til børn i skolealderen, kapitel 6 § 45 til § 64 (side 146-48)

Hvad er målet med tilbuddet og hvilke/ hvilke dilemmaer kan I få øje på?
Overordnede formål for daginstitutioner og klubber:
- Børnene skal have det godt, udvikle sig og lære noget.
- Forælderne skal vælge det sted som passer dem bedst med livssyn og arbejdstider.
- man skal forebygge negativ social arv (give dem mulighed for at skabe deres eget liv, istedet for at sidde fast i deres forældres problemer).
- Sammenhæng og kontinuitet. Der skal være en rød tråd gennem tilbuddene, hvor der tages hensyn til aldersgrupperne.

Formål for fritidshjem § 45:
- Godt miljø der fremmer trivsel, udvikling, sundhed og læring.
- Støtte børnenes selvvalget aktiviteter. Pædagogen skal slev tilrettelægge aktiviteter for dem.
- Børnene skal lære og udtrykke sig gennem kroppen og kende til natur og sundhed.
- Lære børnene og tage eget ansvar. Udvikle deres selvstændighed. Lære og begå sig i samfundet. Forståelse for demokrati. De skal intrigreres i det danske samfund.
- Fritidshjemmet skal gerne samarbejde med andre tilbudde.
- Der skal være et samarbejde til forældre og skole, mulighed for lektielæsning og overgang mellem klassetrin.

Hvikle Dilemma:
- Ikke alle steder er der mandskab og resursehjælp til at give lektielæsning eller andre typer af fritidstilbud.
- De er blevet skåret meget ned på, så de kan ikke forbedre børnenes vilkår, men de gør meget for at gøre børnene tilpas.
- Kommunernes besparelsesplan rammer de unge, så det lovgrundlag som beskriver at de skal ud i naturen, er blevet sparet væk, så de kan kun lege på deres legeplads.
- Der er ikke så høj selvbestemmelse, det bliver mere for børn end med børn.

PÆD - Pædagogik i 1950'erne

Pædagogik i 1950'erne

PÆD - Pædagogik i 1940'erne

Pædagogik i 1940'erne

... dette er en prøve... hilsen Jette

Fejl 40?

Hej jeg hedder Anders, er lige startet op på pædagoguddannelsen her 1 Sep. Jeg kommer oprindelig ude fra Grenå, men flyttede ind til Randers lige inden studiestart. Jeg er oprindelig uddannet indenfor landbrug, men stoppede med det i 2001. Jeg bruger min fritid på at se familie og venner, men tror studiet kommer til at tage en del af tiden nu. Er du mere nysgerrig så spørger du bare :0)

Anders

Se lige vores nye skrift og farve :D

DKK - En pædagogisk fortælling fra livet

Vores matematik-lærer blev fyret omkring 3. klasse, og trods det var det rette valg, blev det truffet alt for sent. Konsekvensen for klassen var klar... Langt de fleste turde ikke længere svare en lærer. Vi vidste godt at de andre lærere ikke var ligesom vores matematik-lærer; de råbte ikke, blev ikke ild-røde i hovedet af arrigskab af ingenting. De kaldte os ikke ”stupide idioter” når vi ikke kunne svare, ligesom matematik-læreren. Men en ubrydelig stilhed havde sneget sig ind i klassen; der stod en skygge bag hver elev, ventende, med en kniv i hånden, på at dræbe den første som åbnede munden. Hvis læreren spurgte om noget, var der stille som døden… på nær én dreng, men han larmede alligevel ALTID. Lærerne blev desperate over vores stilhed; de tog os til dybe samtaler om skolen, hvor vi alle kunne svare ”Det går da fint nok”. Og når de spurgte hvorfor man ikke svarede i timerne var svaret enkelt: ”Det ved jeg ikke…”. Trods de fortsat fortalte at der ikke skete noget ved at snakke, at der ikke fandtes dumme spørgsmål og at de ikke var ligesom den anden lærer, kunne vi ikke gennembryde barrieren af stilhed. Lærerne forstod ikke at det var pinligt at tale. Hvad hvis man svarede forkert? Ville de andre tænke noget om én selv? Det ville man aldrig vide, for de ville ikke fortælle det. Stilheden var et fællesskab, som var med til at holde pinligheden på afstand. For et eller andet sted, så tror jeg at de andre følte ligesom jeg: At det var vores skyld at matematik-læreren blev fyret; at det var vores dumhed, som førte til frustration… Vi blev i en overgang klassen som aktivt lyttede, men aldrig svarede…

… Så kom dagen i den kolde vinter, hvor rektor havde sat en specialist på jobbet. Vi havde hørt om at vi skulle have ny lærer i matematik, men ingen havde forestillet sig sådant et væsen. Ind i klassen luntede en glad, rund, varm, gammel dame med et smil op til ørerne. Vi forventede at der var flere dybe samtaler på vej, med de samme svar som altid. Som det første spurgte hun elev om hans navn, og halvt i chok over at blive skudt af et spørgsmål, turde han ikke svare og kiggede ned i bordet... Hendes buskede, grå øjenbryn samlede sig og blev til ét, stadig smilende. Hun mindede mig om en lille norsk trold, som jeg havde set på en figur... og så startede hun sit hemmelige våben: Opera. Hun sang og sang indtil der kom et smil på vores læber, og sang videre "Jeg fortsætter hvis du ikke svaaarer miiig...! Hvad hedder duuu?". Hun begyndte at vrikke med hofterne og danse fjollet; tavsheden blev brudt af hele klassens latter. Rød i hovedet af flovhed og grin svarede drengen. Hun var ikke bange for at bruge sit hemmelige våben mod tavsheden. Hver gang den var ved at lægge sig til rette i klassen igen åbnede hun vinduet og sang den ud. Tavsheden var en ond drage, som kun kunne besejres af de modigste børn, fortalte hun os… og vi skulle i hvert fald være modige! I undervisningen kastede hun små haribo-poser til os, hver gang vi svarede hende…

Til sidst, blev vi klassen der knap kunne holde mund... :)

oplevelse på arbejdet

Arbejdede ude på en et bosted for unge anbragte, hvor ham den unge jeg skulle have den dag var en af dem der var noget svær at komme ind på, havde i forvejen aftalt med afdelingslederen at vi skulle ud og fiske med ham, så det blev forberedt og pakket det hele klar.
Da vi kommer hen til det tidspunkt hvor vi skal til at af sted for ham af vide hvad det er dagen skal gå ud på er han noget usikker på med at skulle af sted, men vi får pakket og gjort det sidste klar.
I bilen siger han ikke meget, og da vi ankommer til det sted vi skal fiske åbner han sig lidt mere op, og begynder at snakke lidt om han har fisket før, og han egentlig var tilpas med at vi skulle af sted.

Vi kommer ud af bilen, og går ned mod søen, og gør det hele klar, jeg fortæller ham at jeg ikke ved meget om fiskeri, og vil gerne han viser mig det med at gøre fiskestangen klar og hvordan man sætter madding på, han er meget ivrig for at vise det hele, og forklarer mig så godt han kan hvordan man gør, og hvor det bedste sted er at fiske.
Efter han har vist hvordan man gør det hele klar, går vi i gang med at kaste ud og fiske, og der går ikke længe inden han har bid, og han stolt hiver fisken ind, og viser den frem. Efter han fik vist mig hvordan man skulle gøre stang og det klar åbnede han meget op for sig, og virkede mere selvsikker på sig selv, han var meget mere åben over for hele.

Vi fik snakket en del dernede, og vi hyggede os rigtig meget meget med at snakke og fiske den aften. På vejen tilbage snakkede han hele vejen hjem.

Da vi kommer tilbage til bostedet, og får pakket det hele ud, sidder vi og snakker lidt frem og tilbage om hvordan aftenen er gået, og fortæller hvor god en aften det har været for ham, og hvor meget han har hygget sig, han fortalte hvor stolt han var ved at han kunne få lov til at vise hvad han kunne, og hvorfor han havde været meget fraværende i starten, så hele aftenen endte rigtig godt.
En god dag med en beboer der åbner sig op på den måde, og man ved man har gjort noget stort ud af dagen for at få den til at køre.

En fortælling fra min praktik.

Jeg var pædagog medhjælper i en skolefritidsordning, men var også med i skole delen.

Der kunne man se at pigerne højst kunne arbejde sammen 2 og 2, så når de kom i Sfo’en var der nogle af pigerne som gik alene og legede. Vi besluttede at vi skulle få dem til at samarbejde med hinanden.

Vi snakkede med pigerne om det og fortalte hvad de skulle lave sammen, og hvad det skulle hedde, det blev til pigernes restaurant.

Vi snakkede om hvad de skulle lave: forklæder, pynt og mad som drengene skulle have at spise. Der blev holdt en masse møder så vi kunne aftale hvad maden skulle være. Det blev til pizza snegle - madpandekager og til dessert blev det chokoladekage, og alt det skulle pigerne lave sammen.

2 dage inden efterårsferien skulle restauranten åben, så vi havde en hele uge til at gøre de vi skulle, men vi nåede at blive færdig med den hele så pigerne var klar til at åbne klokken 14:00 og lukke klokken 16:00, så skulle vi i rydde op og selv spise bagefter.

Efter den tid legede pigerne sammen nogle af dagene og andre dage legede de alene. Så de kom da til at lykkes.

Super tid jeg havde i den fritidsordning.

Anbefaling af Blog

Jeg faldte lige over denne her blog.
www.acie.looklab.dk

Hun har lavet nogle spændende rejseindlæg.

Anbefaling af en blog: "Through the broken pieces"

Denne blog er en samling af dybe, inspirerende budskaber som kommer til udtryk igennem tekst og billeder. Jeg synes virkelig at den engelske ejer med et snært af "malkavian" i sig, taler sandhedens ord på en sjov måde (stjålet fra andre... men stadig sejt).

I kan se bloggen her

En positiv oplevelse

Hej

Jeg vil gerne fortælle lidt om en positiv oplevelse jeg havde, i forbindelse med mit tidligere arbejde.

Den første lejrtur vi var på, var til en musikfestival for børn og unge. Festivallen er på sjælland, så der ventede os en køretur på 5 timer, som bl.a. førte til mit første møde med Storebæltsbroen.

Selve køreturen er jo lang i sig selv og en minibus fyldt med 8 larmende børn hjælper ikke ligefrem.

Men man kommer jo tættere på hinanden... ikke bare p.g.a. den fysiske plads i bussen og på festivallen, men også fordi der kun er et begrænset antal mennesker man kender. Så man bliver jo også "tvunget" til at tilbringe tid med nogle, som man måske ikke er så meget sammen med i hverdagen.

En tidlig morgen satte jeg mig på et tæppe udenfor pigernes telt og nød udsigten over festivalpladsen (vores telte lå på toppen af en bakke). Som pigerne efterhånden vågnede, kom de ud af teltet og satte sig ved siden af mig. Og snakkede somom vi havde været venner, måske ikke altid, men ihvertfald længe.

Dén følelse af, at være blevet "accepteret" af pigegruppen gør én glad. For som mand kan det godt være svært at blive, og føle, sig accepteret af pigerne. Som jo på mange måder er forskellige fra drengene i deres aldersgruppe (9-12 år).

Jimmy

Min positive fortælling

Jeg vil gerne fortælle om en positiv oplevelse, jeg har haft med en pige på 4 år.

Jeg var ansat som pædagog medhjælper i en børnehave, hvor jeg øvede med en pige, at hun skulle smide sin ble. Vi øvede meget, og hun gik meget op i det. Hun blev bedre og bedre, og det gik bare rigtig godt. Hun havde ikke så mange uheld, og hun syntes, det var helt vild sjovt, at komme op på toilettet og tisse. Hun gik meget op i, at der ikke skulle ske nogle uheld, derfor snakkede vi meget omkring det, at sku tisse på toilettet istedet for i bleen.

Til juni skulle jeg stoppe i børnehaven, for at blive flyttet over i en anden. Den nye børnehave og den gamle børnehave har en pasningsordning sammen i sommerferien, så jeg ville komme til at se, nogle af mine gamle børn igen. Pigen som jeg havde øvet med, skulle også gå i den nye børnehave imens den pasningsordning stod på, og det første hun gjorde da hun så mig, var at hun kom løben hen til mig, hvor hun gav mig en kæmpe krammer og sagde rigtig stolt og meget glad, ' nu har jeg smidt min ble.' Jeg kunne se på hende hvor stolt og glad hun var, for at kunne få lov til at fortælle det til mig.

Da jeg kom til at snakke med nogle pædagoger fra den gamle børnehave, sagde de, at pigen ikke havde snakket om andet, end at hun håbede på, at jeg var der i pasningsordningen, for hun ville så gerne fortælle mig, at det endelig var lykkedes nu.

Jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da hun kom og sagde det. Først og fremmest var det så dejligt at se den lille pige være så stolt over noget, og så var jeg bare rigtig glad for at det endelig var lykkedes hende.

Derefter var hun ikke længere en lille pige, men en STOR pige!

Anbefaling af blogs

Hej

Jeg interesserer mig meget for sport, især

Om Jimmy

Hej

Jeg hedder Jimmy og er 27 år.

Efter HTX var jeg meget i tvivl om, hvad jeg ville være. Jeg fik ar bejde som arbejdsmand i et tømrersjak hos en lokal entrepenørvirksomhed. Lønnen var god nok, men det var ikke lige mig. Samtidig arbejdede jeg i en ungdomsklub i nærheden af, hvor jeg bor... og selvom man ikke var på arbejde så længe ad gangen, så jeg alligevel frem til at komme afsted.

Efter jobbet som arbejdsmand, blev jeg ansat i en juniorklub. Jeg arbejdede der i 7 år indtil den blev sparet væk.

Derefter var det nemt for mig at finde ud af, hvad der var det rigtige... og pædagoguddannelsen var et logisk valg for mig.

Jimmy

Hverdagsindtryk, kreativitet og livet som studerende med for lidt tid

http://krittewitt.blogspot.com/

Jeg synes det er en spændende blog. Da når man er studerende så har man ikke så meget tid til det man faktisk gerne vil efter skole tid :p ..

Politikens. lider 200,000 af stress?

Hvad er stress

Om Stephanie

Hej.

Jeg hedder Stephanie Kristensen og er 21år og jeg bor i Randers sammen med mine forældre og 2 søskende.

I min fritid træner jeg i fitness dk og sammen med mine venner - veninder og kæresten.

Jeg søgte ind her da jeg er blevet færdig som Pædagogisk Assistent, derfor søgte jeg ind her på pædagog uddannelsen. og det er jeg faktisk meget glad for.

Udover det har jeg arbejdet i børnehave og Vuggestue i mit tidligere skole forløb.

Hilsen mig :)

Om Susanna

Heyson!

Jeg hedder Susanna Synnøve Magnussen Griis og er 21 år. Jeg er halv nordmand ("norsker"), og er opvokset i en religiøs familie med 3 mindre brødre.

Jeg valgte pædagoguddannelsen grundet interesse for mit tidligere børnearbejde. Jeg har lavet velgørenhedsarbejde i USA og Canada med fokus på hjemløse og socialt belastede børn. Derudover arbejder jeg i rollespils-foreningen Den Glemte Legion, hvor jeg frivilligt står for en masse administrativt arbejde og underholdning af mindre børn. Me like voksen-rollespil ^^

Jeg har interesse indenfor PnP, Magic - the gathering og animé.

Lidt om hvem Anders er.

Hej jeg hedder Anders, er lige startet op på pædagoguddannelsen her 1 Sep. Jeg kommer oprindelig ude fra Grenå, men flyttede ind til Randers lige inden studiestart. Jeg er oprindelig uddannet indenfor landbrug, men stoppede med det i 2001. Jeg bruger min fritid på at se familie og venner, men tror studiet kommer til at tage en del af tiden nu. Er du mere nysgerrig så spørger du bare :0)

Anders

Om Line.

Jeg hedder Line Knudsen og bor i Hobro sammen med min kæreste. Jeg er 24 år.


Jeg har valgt at starte på denne uddannelse, fordi jeg har en meget stor interesse inden for den. Jeg har arbejdet 3 år i børnehave, hvor der samtid har været lidt arbejde i en vuggestue. Det har jeg været rigtig glad for!


I min fritid spiller jeg fodbold og passer min søde hund Simba.

Hilsen Line.